ME-syg
Jeg blev ME-syg allerede i ungdommen, efter en hård runde mononucleose. Jeg er en af dem der har forsøgt en masse, og noget af det har da også hjulpet mig lidt på vej. Inden jeg begyndte hos Vigdis var det aktivitetstilpasning og energiøkonomisering der gav mest livskvalitet, og det gjorde mig også, meget langsomt, en lille smule bedre. Jeg har forsøgt kosttilskud i alle varianter gennem årene, efterhånden må det være kommet op i en størrelsesorden der nærmer sig et lille østeuropeisk statsbudget … igen: noget har gjort lidt, det meste har ikke rykket mig særlig meget.
Så var det anderledes med behandlingen hos Vigdis. I tillæg til min ME, kom jeg med en ”tennisalbue” jeg var ved at kunne fejre sølvbryllup sammen med, og nakkesmerter/hovedpine der lavede daglige, små, smertehelveder …
Efter et års behandling er jeg nu ude af sengen en større del af dagen, end jeg er i den: det har ikke hændt siden før jeg som 17-årig blev syg! Min hovedpine blomstrer op når jeg gør for meget, og det samme gør min tennisalbue, men ingen af delene plager mig til daglig, mere. Og det gør resten af processen og behandlingen lettere: at slippe af med nogle smerter, gør det lettere at forholde sig til ME-symptomerne.
Det sværeste er at overholde halvpartregelen – det er bare SÅ svært ikke at veksle ind al bedring i mere aktivitet! Jeg har gjort det, flere gange, og hver gang kommer der tilbagefald. Men jeg er blevet dygtigere til at klare at begrænse aktiviteten, så det kan gå hurtigere fremad.
Iris
Læs mere