Generasjon prestasjon:som man reder så ligger man

• Publiceret på Vigdisvivenda 21/10/2014

Teksten nedenfor er min kommentar (oversat til dansk) til Hanne Skartveits kronikk: Det tause opprøret, der stod i VG 20.09.2014. Originalteksten finder du her.


I en kronik i VG tematiseres ungdommens manglende oprør mod forældrene – forældre som bare ønsker at børnene skal blive lykkelige:

”Det er ikke længere nok at få sig et job og brødføde en familie. Nu ønsker forældre mest af alt, at børnene skal blive lykkelige. Det er lidt af et krav at stille. For hvad skal unge mennesker gøre for at leve op til det?”

Det fremstår bare som underligt – hvis forældrene faktisk ønsker, at børnene skal blive lykkelige – så er det vel ligegyldigt, om de vælger en uddannelse som snedker, eller om de får topkarakterer og kommer ind på lægestudiet? Om poden vælger at købe et lille landmandssted med geder, eller bliver menneskerettighedsadvokat?

Så hvorfor føler disse unge mennesker et så voldsomt indre pres om at lykkes, når forældrene angiveligt bare ønsker, at de skal være lykkelige?

Ros-kulturen

Jeg tror ros-kulturen har meget af skylden. Den ros-kultur som fremhæver præstation i stedet for person og relation:

• så dygtig du er til at spille fodbold i stedet for så sjovt det så ud, da du spillede i dag.
• Så fint et legohus du har bygget, i stedet for: det var morsomt at bygge lego sammen med dig
• Sikke en flot kage du har bagt, i stedet for så hyggeligt vi havde det i køkkenet, da vi bagte.

For hvem siger at kagen bliver flot? Man kan vel have en lige så dejlig stund sammen alligevel.. Hvis man sænker skuldrene og kravene lidt, så bliver det lettere at takle nederlag, som ikke engang behøver at være nederlag.

Det sænker ambitionsniveauet radikalt, når det gælder konditordelen af kagebagningen. Og det giver os mange gode oplevelser – som ikke er så pæne, men hvad betyder det?

Mange, efter som man får indtryk af – for lykke er vist fortsat synonymt med hvordan man fremstår, den gode, gamle facade. Lidt som ny vin på gamle flasker..?

Prestasjon eller person?

Det er jo heller ikke sikkert poden er særlig god til fodbold, når sandheden en gang skal frem… spørgsmålet er: gør det noget – hvis han har det sjovt? Og sådan ser det ud: det gør noget – for han har lært, at kun hvis han er god, kan han være noget værd, være glad.

Og når børnene er færdige med at bygge lego, og bage kage med mor – fordi de er begyndt på videregående skole og har alt for travlt, så kommer bomerangen tilbage. Hvad har vi lært børnene at fokusere på: præstation eller person?

De fleste forældre vil vel, at deres børn også skal lykkes, jeg indrømmer det i hvert fald blankt: jeg vil gerne, at min datter skal lykkes. Spørgsmålet bliver så:

Hva skal til for at jeg synes at hun har lykkes?

• hvis hun klarer at gennemføre en uddannelse til et job, som hun kan trives med – selv om den også har sider, som ikke er fantastiske, hver dag.
• hvis hun finder en partner af et frit valgt køn, som hun kan leve sammen – selv om ikke alle dage er lige gode, og de skal arbejde for at holde på lykken.
• hvis hun får mindst et af de børn, hun ønsker sig
• hvis hun får råd til at købe et anstændigt sted at bo i et anstændigt område.
• hvis hun også har råd til lidt ferier og fritidsaktiviteter, når hus og regninger er betalt.
• hvis hun har beholdt evnen til at gøre ingenting nogle timer i nogle dage med jævne mellemrum: lade tiden flyde forbi – det haster ikke, det er søndag, eller det er ferie.

Så har hun lykkes, som jeg ser det. Helt uafhængig om hun har en toptrænet krop, et rigmandshus i det rigtige strøg, en (alt for) dyr bil eller en statusjob.


Kommentarer

Tor Bruheim
5 years ago

Hei Vigdis. Takk for en fin og meget viktig skrevet tema. Jeg vil legge til et fenomen jeg selv har observert de siste 10-12 årene. Det er Idol og andre musikk konkurranser der du ser gråtende ungdom få livet sitt ødelagt (tilsynelatende for en kortere periode av sitt liv). Måten Idol X-faktor og lignende programmer har lagt til rette er jo friere til ære og berømmelse over natta. Også enkelte bloggere har lyktes, og vil være en fristelse for rask ære og berømmelse. Mitt spørsmål til deg er: Hvorfor tror du ungdommen tilsynelatende trenger denne berømmelsen? Er det så enkelt at svaret er overdrevet ros?

Vigdis Lysne

5 years ago

Jeg tror ekte lykke kommer fra at man «hviler i seg selv» for å i det med en platthet: at man lærer seg å arbeide hardt, men er fornøyd når man har gjort sitt beste. At man er fornøyd med den man nå engang er. Dette tror jeg vokser frem hvis man systematisk får tilbakemeldinger på sin person: at man er hyggelig å være sammen med. At noen ser fram til neste gang man skal møtes. At man er viktig for det man ER – ikke det man gjør.

Det er glidende overganger, selvsagt: vi vil jo f.eks gjerne at barna skal hjelpe til hjemme …

Men en måte er å tilbakemelde på hva denne hjelpen gjør for og med deg, i stedet for at barnet er «flink» når det rydder oppvask, kan man si noe personlig: jeg er så glad for at du hjalp meg med det, for jeg har hatt en så travel dag og gleder meg til å kunne sette meg å hvile litt.

Motsatt tror jeg vi oppdrar mennesker som blir for opptatt av overfladiske ting hvis de hele tiden møtes med «flinkhetsros». Det er jo en spiral som hele tiden skal toppes, er det ikke? Vinner man Idol, er vel ikke det flinkt nok etter et år – da skal man vel ha platkontrakt for å være vellykket nok? Og en plate er vel ikke nok – eller dårlige salgstall… Lene Marlins kronikk nylig dekker vel opp det meste av den der… Mitt svar på den ser du her.

Forstår du hvor jeg vil hen?

Tor Bruheim

5 years ago

Ja jeg forstår hvor du vil hen. Takk for godt svar. Du har en god innsikt som jeg håper når ut.