Kondolancebuket eller hjælp en selvmordstruet ...Hvad vælger du?

Her er en oversættelse af mit indlæg

Den norske popartisten Lene Marlins kronik om selvmord i en norsk avis er flot: Når en kendt person står frem, følger pressen op.

Jeg er også optaget af temaet, og skrev for kort tid siden en kronik, som jeg sendte til landets aviser. Jeg fik kun høflige afslag. Selvsagt. For hvem er jeg lige?

Jeg lagde teksten ud som en bloggpost i stedet, noget som fik læsertallene til at falde. Det kan jo være fordi teksten var for dårlig. Men jeg tror nu, det handler om, at man helst ikke vil vide noget om disse ting: man vil hellere læse om noget morsomt.

Nært. Uforpligtende.
Og når en kendis som Lene Marlin står frem fænger det, fordi det er underholdende læsning, selv med selvmord som tema. Eller måske netop derfor – det er personligt. Nært. På en uforpligtende måde.

Og når eksperterne kommer med deres råd om, hvordan man skal forholde sig, så kan man se en nedtrygt Lene Marlin for sig, og så kan man tænke, at selvfølgelig hjælper man til, når man ser at et medmenneske er deprimeret.

Problemet er at næste gang læseren møder en selvmordstruet, så er det ikke en kendt person, han får mulighed for at hjælpe. Og de kommer ikke på forsiden, nogen af dem.

Er der hjælp at få?
For mange år siden var jeg til et møde i Mental helse. Jeg fulgte pigen, som er omtalt i den nævnte bloggpost. Det var store ting: en anden norsk kendis – Jakob Margido Esp – var på besøg – ham som var ”Flettfrid”, hvis du har hørt om ham. Han havde ”mødt væggen” som det hedder, var gået ned for fuld tælling og været indlagt på psykiatrisk afdeling. Han var fuld af lovord om psykiatrien: Hjælpen er derude, sagde han. Hvis du rækker hånden ud, så bliver der taget vare om dig. Det var en fantastisk indsats Margido Esp gjorde – han stod offentligt frem, lagde timer og ugers arbejde i at få denne sag omtalt.

Men det jeg husker bedst fra foredraget er en kommentar fra en tilhører. En mand i 40´erne som havde haft meget kontakt med psykiatrien gennem livet, han sagde: det er ikke rigtigt, det du siger om, at man får hjælp, hvis man beder om det. Det får du. Du er kendt og derfor en vigtig person. Jeg får ikke hjælp, når jeg beder om det.

Og manden havde selvfølgelig ret. På samme måde, som jeg ikke får spalteplads eller en mikrofon til min stemme, får ikke alle patienter hjælp, når de behøver det.

Det er fint at kendisserne står frem: det er det eneste, de kan bidrage med i det offentlige rum. I det private kan de (bare) gøre akkurat lige meget og lige så lidt som alle andre.

Alle kan gøre en forskel.
For det er alle vi almindelige mennesker, der kan gøre en forskel, når nogen står på randen af selvmord.

Hvis du møder en deprimeret, selvmordstruet person og ikke ved, hvad du skal sige, så er mit råd, at du tænker hurtigt. Hvis ikke, kan det ske, at du får anledning til at meditere over temaet til begravelsen.

Som man siger: det er for sent at pudse næse, når næsen er væk. Vil du hjælpe nogen, som er selvmordstruet, så er det NU. Alternativet er, at du kan bruge tiden på at finde en krans til kisten eller en kondolencebuket til familien.

Så hvad bliver det til?