Pauserne i musikken– om respekt for den andens virkelighed
- Publiceret på Vigdisvivenda 11/05/2017
- Se kommentarer nedenfor
I musikken er pauserne lige så vigtige som tonerne for musikoplevelsen. På samme måde er det i samtaler mellem mennesker: det som ikke siges, men tænkes og føles, er lige så vigtigt for oplevelsen, som de ord vi rent faktisk siger.
Jeg føler mig aldrig så ensom som sammen med andre mennesker, når de der er rundt mig åbenbart lever i en anden virkelighed end min, og hverken kan eller vil se eller forstå min situation og min virkelighed.
Jeg kan sagtens se de andre. Jeg kan se, at deres liv er anderledes end mit (som oftest bedre, men ikke altid). Jeg kan føle fælleskab med andre, som er fuldstændig forskellige fra mig, og som lever aktive, engagerede liv med vigtige jobs – som jeg bare kan drømme om. Eller med dem som har det så dårligt, at mit liv fremstår som ønskværdigt for dem.
Det er de andre mennesker som får ensomhedsfølelsen til at blomstre. De som ikke godtager at mine erfaringer er en faktisk del af virkeligheden. De der synes jeg klynker og klager. At jeg burde arbejde mere. Burde have gået mere på fjellet eller i træningscentret.
At min virkelighed ikke er god nok. Eller ikke engang virkelig over hovedet – at mine erfaringer er noget jeg bilder mig ind.
De som mener, at hvis jeg spiste mindre eller anderledes, så kunne jeg have været slank og frisk. De siger sjældent noget, men jeg kan føle det: de anerkender ikke min kamp for det, jeg har opnået: Et nogenlunde funktionsniveau, noget som begynder at ligne et liv, også i fritiden.
De anerkender ikke mit hårde arbejde som har ført til særdeles værdsatte sejre. For virkeligheden er ikke som i amerikanske sygehusserier – der hvor man opereres frisk, når noget går galt. Og så er man måske fuldstændig invalid lige efter operationen, men med indsats og heltemod arbejder man sig tilbage til fuld førlighed. I den virkelige verden vil det ofte være sådan, at hvis man først har fået en kronisk sygdom, så lider man med det hver eneste dag, eller næsten hver dag, livet ud, med alle de symptomer som akkurat din sygdom giver.
Man kan selvsagt bedre sin situation med behandling og træning, men ofte opnår man ting mere på trods af end på grund af. Man klynger sig fast til livet, men opnår aldrig den fuldstændige rekonvalesens man ofte ser på film, som når patienten gennemgår et kort helvede – for så at blive helt rask (efter en mental nedtur, efterfulgt af en heltemodig indsats..)
Og når jeg møder mennesker, som ikke forstår hvilken kamp det er at leve med smerter og andre plagsomme symptomer – hver dag, i år efter år, uden udsigt til et smertefrit og normalt liv i enden af sygehuskorridoren – så føler jeg mig ensom. Disse mennesker som mener, at det jeg har ydet, ikke er nok.
At jeg ikke er nok – at jeg ikke er lige så meget værd som dem.
Og det mærkes i kommunikationen.
Selvsagt er det vigtigt at lære sig en høflig omgangstone. Det er bedre at holde inde, hvis du tænker, for at tage en nordnorsk variant: sikke en doven snylter, fuld af dovenskab – end at du faktisk siger det højt til en, der er syg. Men manglende respekt kan mærkes, selv om den ikke udtales eksplisit.
På samme måde som man mærker det, når pauserne i et musikstykke ikke spilles, som de skal.
Kommentarer
Jeanette Schou
3 years ago
Genkender det du så smukt beskriver.
Men dybest set er det en universel følelse vi alle er i besiddelse af, som kan forstærkes hvis vi iķke føler os hørt og set af dem vi er i familie med, eller sammen med. For mig har givet en indsigt i livets betingelser og ikke forvente af de andre men prøve at give det jeg kan bidrage med, for at berige mine medmennesker, efter hvad jeg formår.
Vigdis Lysne
3 years ago
Det er altid en god ting at begynde hos sig selv.
Katalin Nørgaard
3 years ago
Kære Vigdís, vi genkender os i det du skriver, du afspejler manges følelser! Uanset hvad vi fejler.
Jeg har en tilføjelse om dem der ikke forstår; dem der vil have, at vi ikke er som vi er.
De er svage, meget svagere end os. De kan ikke have en virkelighed fyldt med smerte. De tør ikke se den; de er ikke i stand til at bære den. De frygter, at de selv kommer til at få det sådan en dag.
De har brug for en illusion om, at man er herre over en hver situation; at man kan undgå alt, kan magte alt, bare man gør sådan og sådan. Spiser, træner osv.
Jeg har ondt af disse små ængstelige, frysende sjæle. Egentlig er det mere synd for dem, end for os.
Tak for din indsats!
Vigdis Lysne
3 years ago
Jeg tror du har ret i at illusionen om at man selv kan være herre over sit liv, er viktig for magen mennesker. Sygdom kan være som terror – den rammer lige så stille, indenfor hjemmets fore vægge – og ingen skriver om alle de ødelagte liv i avisen
Karina Jacobsen
3 years ago
Vigdis hvor rammer du bare plet på menneskers følelser og tanker.
